Inspiration: Albanien – bjerge, vandfald og hav

Bazaren i Krujë
I dette indlæg fortæller jeg om, hvordan det at rejse inspirerer mig som forfatter.
Albanien er en perle: Rå natur, gæstfrit folk og færre turister. Siden jeg for to år siden læste dette og dette indlæg om Albanien har jeg drømt om at rejse dertil.
Jonas og jeg rejste som unge flere gange til Grækenland og en enkelt gang til Kroatien, og vi kan virkelig godt lide naturen dér. Albanien bliver omtalt som Kroatien for 20 år siden – så det virkede helt perfekt for os. Og vi blev ikke skuffede!
Rejsedrømme, oplevelser og inspiration
Mens børnene var små, har vi ikke rejst så meget. Det har virket uoverkommeligt og dyrt (vi har studeret de seneste år på hhv. fuld og deltid samt hjemmepasset den yngste et år udover barslen). Så ferierne har mest stået på sommerhuse og teltture i Danmark, Lalandia, Hugo Land og deslige.
Efter at have mistet min far sidste år stod det dog klart for mig, at jeg ikke længere ville vente med at rejse. Vi skulle ud og opleve verden med ungerne!
Derudover har rejser også altid inspireret mig meget i min skriveproces – især vores rejser til Grønland, Island og Norge. Det er altid først og fremmest naturen, der trækker i os. Og pludselig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for ny inspiration. Vi skulle ud og se noget nyt!
Vores rejse til Albanien

Krujë i Albanien
Vi rejste fra 17.-24. september og havde kun 8 dage til rådighed. Vi var enige om, at vi gerne ville et road-trip, hvor vi oplevede flere dele af landet, men da vi ikke vil køre for langt med ungerne (5, 8 og 10 år) i bilen, har vi slet ikke oplevet hele landet. Vi har meget til gode!
Vi landede i Tirana og kørte direkte til Krujë, der ligger i bjergene. Vi boede to nætter i Bungalows på en campingplads lidt uden for byen, hvis centrum er en charmerende bazar (med souvenirs og håndværk) og et gammelt slot. Der var så smukt, både udsigten fra slot, restauranter og campingplads var virkelig vidunderlig. Og alle folk var meget venlige.
Vandfald og strandpromenade

Flod og vandfald
Derfra kørte vi tre timer sydpå i retning af UNESCO-byen Berat. Men i stedet f0r at bo i Berat, havde jeg fundet et hotel i bjergene, hvor man kunne bade i en flod og et vandfald.
Det var ekstremt smukt og en kæmpe oplevelse, men også helt anderledes end i Danmark, hvor der jo er hegn alle vegne. Jeg havde vitterligt vores 5årige i hånden non stop, fordi jeg var bange for han skulle falde ned eller drukne. Søen ved vandfaldet var omkranset af klipper og 10 meter dyb.
Men ejerne var meget venlige og hentede os i deres jeep (almindelige biler kunne ikke køre derud, man skulle fx krydse en lille flod) og maden i restauranten var så lækker og lokal. Heldigvis er Jonas meget mere cool med højder, floder og adrenalin end jeg er, så dér er vi et godt match!

Berat, Albanien
Dürres Riviera
Derfra tog vi to dage på et 4-stjernet hotel ved Dürres Riviera. Det var et meget mere turistet og lidt upersonligt område – ærlig talt kunne man ikke rigtigt mærke om man var i Albanien, på Mallorca eller et andet udefinerbart varmt land. Men stranden var lavvandet og børnevenlig og poolen var skøn og svalende.
Så kørte vi tilbage til Krujé for at tage en sidste overnatning dér og besøge bazaren og yndlingsrestauranten med den sødeste kattekilling igen, inden vi næste morgen skulle tidligt op og flyve hjem. Denne gang overnattede vi super billigt på en nyt, lille hotel, hvor ejerens mor stod op og lavede morgenmad klar til os til kl. 6. Så sødt af dem!
Budget for rejsen
Her er et ca.-budget for rejsen. Bemærk, at fordi vi har tre børn, er vi ofte nødt til at bo på to hotelværelser/bungalows, hvis der ikke er deciderede familieværelser. Hvis man rejser kun med et eller to børn, vil hoteller derfor være billigere.
Til gengæld rejste vi så sidst på sæsonen, hvor det er billigere. Når man rejser så sent, skal man forespørge om pools er åbne. Selvom vi havde 29-33 grader, oplevede vi at flere hoteller meldte om lukkede pools. Vejret er vist lidt en joker sidst i september, men vi oplevede helt perfekt vejr.
Fly: 7718 kr.
Leje af bil: 2586 kr.
Benzin: 461 kr.
Hotel (8 nætter): 4917 kr.
Mad, is, oplevelser, drikkepenge etc.: 6946 kr. (primært mad)
I alt inkl. ALT kostede vores rejse os 22.628 kr. for 5 personer i 8 dage
Vi spiste ude de fleste aftener, men vi spiste rimelig billigt og lokalt især i bjergene. I Dürres endte vi med pizza, der var langt dyrere end den lokale mad (og det lokale smagte bedst!).
På et hotel var morgenmad inklusiv, ellers havde vi købt lidt brød og pålæg eller tilkøbte morgenmad på hotellet. Til frokost spiste vi typisk brød og pålæg samt yoghurt. Måske købte vi Bürek (brød-snack).
Vi smagte og oplevede det vi havde lyst til, men vi købte ikke en masse dyrt mad og souvenirs, og vi drak ikke vin og sjældent sodavand til maden.
En god is koster typisk 2 euro for to kugler, lidt dyrere ved turistområder. Så ungerne fik mange is 🙂
Om at rejse i Albanien
Når man planlægger en rejse til Albanien, er det vigtigt at tænke på, at landet først åbnede for turisme i 80erne. Der er ikke MC Donalds og luksushoteller alle steder (omend hotellerne skyder op i rivende fart, især i nærheden af Dürres).
Naturen er mere rå, end vi er vant til – der er bjørne og ulve i visse egne og floder og vandfald kan selvfølgelig være vilde og farlige – især i regnvejr. Og det er ikke sikkert, der er nogen afspærringer og hegn! Læs op på det og spørg lokalbefolknigen.
Vi var nødt til at skifte mobilselskab for at have dækning i Albanien, og man kan ikke veksle til albanske leke i Danmark (man veksler til euro og veksler igen i lufthavnen eller man hæver leke dernede).
Mange steder tager ikke kort – heller ikke hoteller og restauranter. Og rejser du alene med børn eller har I ikke samme efternavn som jeres børn, skal du også læse op på reglerne for indrejse. Derudover blev vi anbefalet vaccination for hepatitis a og evt. b samt stivkrampe.
Generelt kan man ikke tage ting for givet, og det er en god idé at undersøge vigtige ting på forhånd. Til gengæld oplevede vi en meget stor gæstfrihed (især i landsbyerne og hotellerne i bjergene), og der var flere, der talte godt engelsk, end jeg havde forventet. Vores rejse gik i det store hele som planlagt og vi vendte hjem opfyldte af et godt familieeventyr. Det føltes som om vi havde været væk meget mere end 8 dage – og vi glæder os til at rejse igen!
Hvordan får man inspiration som forfatter?
Et spørgsmål jeg ALTID får ved foredrag er, hvor jeg får inspiration fra. Og den kan jo vitterligt komme alle steder fra – oplevelser, bøger, film, you name it. Men der er ingen tvivl om, at det har kæmpe betydning for mig at opleve andre lande – ikke mindst naturen.
Inspirationen fra vores rejser i Island og Norge skinner fx i gennem i Øglejægerne (især bog 1), inspirationen fra Oslobåden mærkes i Havets Tåre, Grønland har givet mig inspirationen til Sjælens Bånd, Som en tikken under huden og Søstre på De Syv Have 6 og vores sheltertur sidste år inspirerede mig fx til I nat hænger himlen lavt.
Jeg har planer om at lave en serie af indlæg her på bloggen, hvor jeg fortæller om nogle af de rejser og oplevelser, der har inspireret mig til de bøger, jeg har skrevet eller arbejder på.
Her til sidst vil jeg lige sige, at jeg ikke deler billeder af mine børn. Og de optræder jo på stort set alle de fotos jeg har taget. Så det er altså derfor, der ikke er flere fotos i indlægget. Der var VIRKELIG smukt i Albanien.
Pas på jer selv – og drøm stort! Men husk også at slappe af
Kærlig hilsen Camilla
PS. Indlægget er skrevet ud fra mine erfaringe og hukommelse. Jeg kan ikke stå inde for rigtigheden i oplysningerne. Du skal selv undersøge alt, og det er på eget ansvar, hvis du rejser de samme steder hen.




