Overvind den indre kritiker med diktering og hurtigskrivning

Kære læser!

I disse dage sidder jeg med flere helt spæde idéer, som jeg forsøger at skrive frit på, for at se, om der er stof til en roman. Det er jo et kæmpe arbejde at skrive en hel roman, og når man har rigtig mange idéer, er det faktisk en svær opgave at vælge hvilke, der skal gå fra idé til færdig bog.

En teknik jeg bruger til at træffe dette valg er at skrive løst og frit på de helt spæde idéer, for at se, hvordan sprog, tone og karakterer opfører sig.

Den indre kritiker

Men det kan være svært! For den indre kritiker er hård, og det kan være svært at acceptere, at de første, tidlige skriveprøver måske slet ikke er gode.

Efter at have startet rigtig mange projekter op ved jeg godt, at det slet ikke er meningen de første skriveprøver skal være gode. De er netop blot prøver! Det vigtigste er faktisk at få dem ned, for hver især repræsenterer de måske kimen til en idé, der en dag er klar til at blive skrevet.

Derfor har jeg udviklet forskellige teknikker til at slippe uden om den indre kritiker og perfektionismen.

Hurtigskrivning som værktøj

Jeg har siden jeg var teenager arbejdet med hurtigskrivning som værktøj. Simpelthen bare at skrive derudad på tid. Jeg har skrevet mere om det i dette indlæg om at skrive hurtigt og bedre.

Jeg bruger stadig hurtigskrivning, men i øjeblikket gør jeg det faktisk i hånden igen, ligesom da jeg var teenager. Jeg har virkelig genopdaget en glæde ved det sanselige ved at skrive i hånden som kontrast til de mange år bag en skærm.

Diktering som værktøj

Jeg har lidt i flæng nævnt diktering her på boggen. Jeg vil gerne fortælle lidt mere uddybende, hvordan jeg bruger det til at få mine tanker hurtigere ned på papir.

Øglejægerne 3

Da jeg skrev Øglejægerne 3 talte jeg til computeren, og så transkriberede den, det jeg sagde. Den skrev ned så præcist den kunne, det jeg sagde ord for ord. Den var meget dårlig til det, for jeg taler hurtigt/normalt tempo. Den misser og misforstår en hel masse ord. Den sætter punktummer hver gang man holder en pause. Den kan ikke engang karakterernes navne. Generelt bliver det et stort rod.

Ikke desto mindre føltes det befriende i processen at tale frem for at skrive, og på et tidspunkt havde jeg et helt færdigt manus, som var ekstremt rodet, men som jeg kunne rydde op i og lægge i rækkefølge nu, hvor jeg havde de fleste scener i detaljer (omvend dårligt nedskrevet).

Da jeg havde styr på rækkefølgen af scenerne samt hvad der skulle helt ud og hvad der manglede, startede jeg simpelthen fra en ende af og ‘redigerede’ manus. I praksis skrev jeg næsten alt forfra, for dikteringen var så rodet, at jeg ikke kunne bruge det.

Men det var meget lettere, for ligesom man i film arbejder ud fra et treatment, arbejdede jeg jo nu ud fra en præcis anvisning af scener og handling. Og især replikker bibeholdt jeg ofte 1:1.

I nat hænger himlen lavt

Jeg brugte også diktering, da jeg skrev I nat hænger himlen lavt. Jeg dikterede nu til Word på min telefon, for så kunne jeg gå rundt i skoven samtidig og få gået en masse skridt.

Skoven jeg gik i, inspirerede mig til at fortælle meget sansende i bogen, hvor dele også foregår i et skovområde.

Det var igen ekstremt rodet tekst, jeg kom hjem med. Lange passager gav ingen mening, telefonen transkriberer jo ord for ord, og når jeg taler naturligt, afbryder jeg ofte mig selv og starter forfra, og alt skrev den ned præcis som jeg havde sagt det – udover at den ofte ikke kunne skelne ord fra hinanden og kom til at skrive andre ord, der ingen mening gav i sammenhængen.

Men jeg synes faktisk det er sjovt i redigeringen at se på den rodede tekst, og jeg kan altid huske, hvad jeg mente, for mens jeg fortæller, ser jeg scenen for mig. Så det der rent faktisk giver mening, får mig til at huske scenen, og så skriver jeg det egentlig bare forfra.

Om diktering i fremtiden

Dette er skrevet på et tidspunkt, hvor diktering rent faktisk består i, at man taler til telefonen og den transkriberet efter bedste vene. Værktøjet fungerer ikke særlig godt på dansk, jeg har hørt, det er bedre på engelsk. Mange siger, at de ‘ikke kan bruge det’, fordi de skal tale for langsomt, hvis teksten skal blive korrekt.

Jeg vælger at tale hurtigt/normalt, og så bare omskrive hele teksten bagefter. Det fungerer for mig. Det er alligevel helt normalt at skrive en stor roman forfra flere gange før den er der!

På nuværende tidspunkt ved jeg ikke, hvordan diktering ser ud fremadrettet. Hvis den bliver koblet med en klog kunstig intelligens, er det måske slet ikke rodet i fremtiden. Men skriver den så præcis det man har sagt, eller opfinder den selv noget? Skriver den ens værk helt om? Får man så overhovedet sine egne umiddelbare betragtninger nedfældet?

Jeg vil gerne understrege, at det tip, jeg har skrevet her forholder sig til diktering som transkribering af præcis det, jeg har sagt – og derefter omskrivning af mig selv. Det er dét, der inspirerer mig og som jeg synes er sjovt og gerne vil dele med jer!

Jeg har derfor ikke forholdt mig til, hvilke muligheder der findes i fremtiden, og heller ikke eftersøgt, om der findes bedre muligheder i dag, som jeg ikke kender til. Sidst jeg dikterede til Word var den lige så dårlig som den plejede at være, men pt er jeg som nævnt optaget af at skrive i hånden, og så tror jeg faktisk, at jeg ønsker mig en gammeldags skrivemaskine.

Rigtig god skrivelyst derude!

Kærlig hilsen Camilla