Udstillinger og arbejdslegat fra Statens Kunstfond

Lad os danse i regnen (2025). 70×90 cm. Akryl og akvarel på genbrugslærred (solgt)
Kære læser
Jeg skriver for at fortælle, at jeg simpelthen er så taknemmelig fordi jeg har fået et arbejdslegat til fortsat kunstnerisk virke fra Statens Kunstfond (litteratur). Et sådant legat ansporer til øget kunstnerisk mod og til at arbejde mere frit og eksperimenterende med min skrift.
Jeg har gennem årene skrevet meget forskelligt – i dur og i mol, smalt og bredt og til flere målgrupper. At modtage et legat gør mig mere fokuseret og modig i forhold til at kaste mig ud i de projekter, der føles som at stå på tynd is. Og helt ærligt: jeg tror den type projekter er sindssygt vigtige.
Ikke kun for mig som person, men også for kunsten. Jeg forestiller mig, at det må være de værker, dem, der bliver ved med at tikke et sted under huden, der er allermest menneskelige og som kunstig intelligens ikke kan skrive i løbet af få år.
Så af hjertet tak – tak for at drive mig kunstnerisk ud, hvor jeg ikke kan bunde. Jeg glæder mig til at fordybe mig i litteraturen og poesien.
Kunstudstillinger
Nu vi taler om kunst, så afholdt jeg jo i marts udstilling i Vallensbæk Kunstforening, og på søndag har jeg fernisering i Vallensbæk Sognegård. Det er udstillingen Det uperfekt menneskelige, som jeg udstiller værker fra begge steder. Alle er velkomne ved ferniseringen i Vallensbæk Sognegård på søndag kl. 11.15.
Jeg forestiller mig, at det bliver de sidste to udstillinger, som jeg holder i år, da jeg fokuserer på at skrive pt.
Her er et par af de malerier, der var udstillet i Vallensbæk Kunstforening. Da de er solgt, kommer de ikke med på udstillingen i Vallensbæk Sognegård.

Neverending Story (2026), Akryl og akvarel på genbrugslærred (solgt)

Orkanstyrke (2026), akryl, akvarel og tush på genbrugslærred (solgt)

Jordskred (2026), akryl, akvarel og tush på genbrugslærred
Engang i mellem får jeg mails fra læsere, lærere, forældre, bedsteforældre, hvor I gerne vil høre, hvad jeg skriver på. Det kan være enormt svært og sårbart at fortælle om tidligt i processen.
Men jeg skriver! Jeg skriver på noget til børn, noget til unge og noget til voksne. Det når næppe at udkomme i 2026, men forhåbentligt noget af det udkommer i 2027.
Jeg glæder mig til at dele det med jer!
Kærlig hilsen Camilla



