3 tips til at skrive de skønneste pigebøger
Camilla Wandahl kommer med sine bedste tips til at skrive en rigtig god bog for de 9-13årige piger. For eksempel er det rigtig vigtigt at beskrive pigernes følelser, så de føler sig genkendt. Foto: Mariangela Raponi
Drømmer du om at skrive en rigtig tøsebog? Om veninder og forelskelse og forældre-problemer og kæledyr? Så læs med i dette indlæg, hvor jeg kommer med mine 3 bedste tips til at skrive for pigerne.
Jeg har nemlig selv skrevet rigtig mange tøsebøger for de 9-12årige piger, blandt andet Veninder for altid-serien (for de 9-12årige) og Alt om at være pige-serien (for de 10-13årige).
Dengang jeg begyndte på Veninder for altid anede jeg intet om at skrive til piger i den målgruppe. Så jeg tænkte bare på min egen barndom og skrev derudad. Og det gik jo sådan set meget godt – serien er i hvert fald mine mest sælgende bøger, og jeg får stadig forespørgsler på dem til mine foredrag.
Da jeg så for nyligt begyndte på Alt om at være pige, var jeg et helt andet sted. Jeg havde nu skrevet mere end 20 bøger, og vidste MEGET mere om både at skrive og planlægge plot osv. Derfor var de to processer meget forskellige!
Fælles for begge pigeserier er dog, at de er skrevet med hjerteblod – jeg ELSKER at skrive til den målgruppe, og det håber jeg også, man kan mærke, når man læser dem.
Men altså. Jeg går ud fra, at du læser med her, fordi du har en idé om at du også gerne vil skrive til de 9-13årige (altså de såkaldte tween-piger). Og det er ikke nogen dårlig idé, for de er nemlig nogle af de mest læsende børn og unge, der findes. Samtidig med at forældre og bedsteforældre stadig køber boggaver til dem …
Men så skal du dælme også gøre det godt! Og det håber jeg, at mine 3 tips til at skrive pigebøger kan hjælpe dig med:
1. Hvem skriver du til?
Nogle forfattere skriver bare den historie, der ligger dem aller mest på sinde, og så er det op til forlaget at finde ud af, hvem målgruppen er, og hvordan bogen skal pakkes ind.
Den teknik er der sådan set intet i vejen med. Det er bare ikke den, jeg bruger!
Når jeg skriver, så skriver jeg til en helt konkret læser. Altså ikke en person med navn osv., men jeg forestiller mig mig selv som fx. 11-årig, og så skriver jeg til mig/hende om det, der optog mig selv dengang.
Så det er på en måde mig selv, jeg skriver til.
Nu kan man sige, at det jo efterhånden er en del år siden, at jeg selv var 11 år, og at det ikke må blive for gammeldags for nutidens unge at læse bøgerne. Men det tror/håber jeg heller ikke, at det bliver – for det er nemlig ikke så meget konkrete episoder, jeg henter fra min egen barndom som det er interesser og følelser.
Fx var jeg meget optaget af alt det med kroppens udvikling, menstruation osv. da jeg var 12-14 år. Ja, jeg lavede endda en brevkasse på internettet om emnet, hvor piger skrev til mig og fik svar på deres spørgsmål om den slags! Det er den samme nysgerrighed, som Ida fra Alt om at være pige har.
Det var ikke en konkret beslutning, at jeg nu ville skrive om “pubertet”, da jeg gik i gang med den bog. Nej, det var Ida, der dukkede op og tænkte helt vildt meget på den slags. Og jeg er sikker på, at jeg ville have ELSKET Alt om at være pige, da jeg selv var 12 år.
Min mest populære pigebog er Veninder for altid 1, der handler om Ji, der bare føler sig forkert og udenfor rigtig meget af tiden. Jeg gør meget ud af at tage mine læseres følelser alvorligt i mine bøger. Omslag: Jessen og Krebs Lange
Tæt på målgruppens hverdag
Jeg prøver at skrive bøgerne så tæt på målgruppens hverdag som muligt, men alligevel så de er rare at læse.
Mine tøsebøger er ikke “hårde”, og jeg er bestemt godt klar over, at der findes 12årige, der lever et MEGET anderledes liv end de middelklasses-piger, jeg beskriver i fx Veninder for altid-serien.
Selvfølgelig er pigerne i serien forskellige – deres forældre har forskellige typer uddannelser, nogen har søskende, andre ikke og nogle af deres forældre er skilt, mens andre bor sammen. Men der er ikke nogen af dem, der fx lever på gaden eller har store familiære problemer.
Det er ikke fordi, jeg ikke er klar over, at der findes børn på 12 år, der har det anderledes. Nej, jeg vælger at skrive sådan, fordi den målgruppe, jeg skriver de her bøger til (mig selv som 11-årig), gerne vil hygge sig, når de læser sådan en bog. Og “Veninder for altid” er hyggelige bøger for 9-12årige om venskab og forelskelse og familie.
Al respekt til folk der skriver om meget mere alvorlige emner – den slags bøger kan ofte rettes til en skolemålgruppe, hvor børnene kan læse dem sammen med voksne. Der findes masser af gode bøger i den kategori, men jeg har ikke skrevet nogle af dem endnu. Ikke for de 9-12årige i hvert fald.
Så det er altså en god idé at tænke over ikke blot hvilken historie du vil fortælle, men også HVEM du vil fortælle den til og HVORFOR. Skal børnene hygge sig? Skal de lære noget? Oplyses?
Når jeg skriver tøse-realisme, er det for at børnene skal hygge sig. Og så må drengene i øvrigt gerne læse med, hvis de har lyst. Og det ved jeg, at de også sommetider gør!
2. Det hele behøver ikke at være lyserødt
Nu ved jeg godt, at indlægget handler om at skrive tøse-realisme, men faktisk behøver det hele ikke at være lyserødt (og nu taler jeg om indpakningen …).
Der er kun 2 af mine 10 tøse-bøger, der har en udpræget lyserød forside. Og det gælder jo ikke kun forsiden. Også indholdet behøver ikke at være “typisk” piget. Masser af piger vil gerne læse om fodbold, vilde dyr, spejder, skak, zombier og hvad man ellers kunne forledes til at forbinde med drenge.
Faktisk er kønsroller jo en ret stor debat i øjeblikket – ikke mindst hvilke kønsroller vi giver videre, når vi skriver (jeg læste engang en lang artikel om emnet i en avis – jeg fik helt dårlig samvittighed over at skrive “pige”-bøger faktisk).
Jeg er egentlig ikke fortaler for, at man nødvendigvis bevidst leger med kønsrollerne i sine bøger, med mindre det gør bogen bedre, men jeg synes alligevel godt man kan overveje, at rigtig mange piger potentielt kommer til at læse bogen og dermed sammenligne sig selv (og deres egen familie) med de typer af piger de læser om.
Derfor blev jeg meget glad og overrasket, da jeg i én af Asta-bøgerne så, at det var moren, der hængte skabet op, mens faren smurte madpakker;)
Og det kan også være værd at overveje, hvilket familiebillede, man giver videre. Er det kernefamilien? Den enlige mor? Regnbueforældre?
Men nu er det jo en BOG du er ved at skrive – ikke et kønspolitisk værk, så du skal selvfølgelig primært være tro mod din egen historie. Historien er ALTID det vigtigste.
Hvad jeg til gengæld får rigtig god respons på fra mine pigelæsere er følelserne i bogen. Så hvor emnerne kan være alt muligt – skakturnering, spejder-tur, fodboldlejr, ridning osv., så er det min erfaring at FØLELSERNE er noget af det, der får pigelæserne til at hænge på! Derfor handler det sidste tip om at få følelserne i spil.
3. Sæt følelserne fri!
Vi læser en historie, for at leve os ind i hovedpersonens liv og de oplevelser, som han/hun har. Det gælder selvfølgelig også børn.
Så den historie, du skriver, skal være identificerbar og spændende. Da jeg tidligere skrev “hyggelig”, mente jeg ikke, at det var nok, at pigerne sad på et værelse og drak te. Det er hyggeligt at drikke te, men det er kedeligt at læse om. Med mindre, pigerne kommer op at skændes samtidig, eller taler om hemmeligheder!
Jeg arbejder primært med mine hovedpersoners udvikling frem for bogens plot som drivkraft. Det vil sige, at jeg ved, hvordan mine karakterer skal ændre sig og hvad deres største udfordringer bliver i løbet af bogen. Men ikke nødvendigvis, hvor dette skal ske og hvad der konkret skal ske (fx om de skal til fest eller i ZOO).
Jeg får rigtig god respons på Ji som hovedperson (i Veninder for altid-serien). Læserne fortæller mig, at: “Hun er en rigtig god veninde”.
Hvis sandheden skal frem, så skrev jeg Veninder for altid 1 og 2 samtidig, og da jeg havde skrevet begge to, følte jeg, at bog 2 var meget mere spændende end bog 1, fordi hovedpersonen i bog 2 – Jose – både oplever mere kærlighed og kommer med i et sangshow. Ji føler sig mest bare forkert og udenfor i bog 1.
Alligevel fremhæver næsten samtlige pigelæsere at bog 1 om Ji er deres favorit. Og jeg tror, det er fordi Ji gennemgår den mest markante udvikling – og så er hun super nem at relatere til, fordi hun føler sig så forkert og usikker, hvilket er følelser, som mange børn desværre selv kender til.
Det er lidt det samme i min bog Til min bedste veninde i verden. Det er vel egentlig en bog om ensomhed, fordi Andrea har mistet sin bedste veninde, der er flyttet. Men bogen bliver ikke trist, fordi Andrea har en sød og optimistisk ironi. Alligevel er der rigtig mange piger, der kan genkende følelsen af at miste en veninde, og derfor gerne vil læse om Andrea.
Du kan læse mere om at skabe en troværdig hovedperson i dette indlæg.
Alt om at være pige er en sjov og varm bog. Sommetider synes jeg, at man kommer længere med humor end med alvor, men det kommer helt an på, hvordan din hovedperson er. Omslag: Alette Bertelsen
Men hvordan beskriver man følelser?
Det er et ret svært spørgsmål at svare på. For det skal jo ikke blive pladderromantisk og sentimentalt.
Ja, faktisk skal følelserne måske slet ikke beskrives – du kender måske udtrykket “don’t tell it – show it”?
Det handler om at VISE, hvordan ens personer føler i stedet for at BESKRIVE det – fx gennem dialog og handling – du kan helt sikkert google begrebet, hvis du vil vide mere.
For mig handler det om at folde ud hver gang der er scener, som man måske kan huske fra sin egen barndom, gjorde ondt.
Fx at blive valgt sidst i rundbold. Eller ikke at vide, hvem der vil arbejde i gruppe med én. Eller ikke at blive budt op til dans. De fleste af os har prøvet noget i den retning.
Tag udgangspunkt i dine egne følelser og beskriv dem detaljeret og helt indefra hovedpersonen, for så føler pigelæseren, der (også) selv har oplevet det sig ikke længere alene. Det er i hvert fald MIN erfaring.
Jeg lærte selv at beskrive følelser af forfatteren Katarina Von Bredow – hendes roman Alt for forelsket er formidabel og inspirerede mig til Så fandens forelsket (også til titlen, faktisk, dér kunne jeg nok have været mere kreativ).
Men jeg lærte det til dels også af at skrive dagbog – jeg skrev dagbog (og breve!) hele min barndom og fik på den måde øvelse i at sætte ord på mine følelser.
Kom i gang med din pigebog!
Ovenstående tre tips er selvfølgelig møgpersonlige. Det kan sagtens være, at du kan skrive en fænomenal tøse-bog uden følelser og uden at tænke over målgruppen og gøre den fuldstændig lyserød.
Men jeg er forud for dette indlæg blevet opfordret til at komme med MINE tips til at skrive pige-bøger, og det er dem, du nu har læst. Derfor er det helt i orden, hvis du skriver bøger på en anden måde. Eller hvis du ikke har lyst til at skrive noget, der primært er henvendt til det ene køn (men tro mig – boghandlere og biblioteker har nemmest ved at sælge bøger, der har en klar målgruppe).
Så nu er der vidst bare tilbage at bede dig spidse pennen eller tænde computeren. Hvis du har svært ved at komme i gang, skal du måske læse mit indlæg om, hvorfor hurtigskrivning gør dig mere kreativ som inspiration! Og hvis du gerne vil skrive til et lidt ældre publikum, kan du læse mit indlæg om at skrive ungdomsromaner her.
God skrivelyst!
