Camilla Wandahl
(f. 1986)
Jeg blev født i København, men er opvokset på Vestegnen, hvor flere af mine bøger også foregår. Jeg begyndte allerede at skrive i folkeskolen – stile, digte, dagbog, breve og noveller, især.
Jeg fortsatte med at skrive gennem gymnasiet, hvor jeg også blev medlem af foreningen Håbefulde Unge Forfattere. Her fandt jeg min skrivegruppe og mig selv som forfatter og i 2009 – 22 år gammel – debuterede jeg med ungdomsromanen Hjerte i vente på Høst & Søn.
Jeg fortsatte med at skrive, mens jeg uddannede mig som lærer (bl.a. serien Veninder for altid), og da jeg blev færdig som lærer i 2011, sprang jeg ud som fuldtidsforfatter. Ved siden af underviste jeg i skrivning og holdt foredrag samt skrev ugebladsnoveller.
I denne tid skrev jeg fx Ask Konge Taber, Som en tikken under huden, Søstre på De Syv Have og Havets Tåre.
I 2021-2024 læste jeg på uddannelsen i Manuskriptudvikling på SDU og i 2023-2024 tog jeg en uddannelse som YinYoga- og meditationslærer hos Yoga Vesterbro.
I denne periode skrev jeg bl.a. Alt om at være pige 4 og 5 sammen med Sandra Schwartz, Øglejæger-serien, SNAP og et hav af letlæsningsbøger.
Jeg skriver om relationer og følelser. Om kærlighed, ensomhed, længsler og identitet. Jeg skriver realisme og fantasy, sci fi og romance. Både billedbøger, letlæsning og store romaner – og både smalt og kommercielt.
Jeg bor sammen med min mand, vores tre sønner og vores hund og bruger min fritid på familie, venner, at gå ture, svømme, tegne, male og så er jeg netop begyndt at lære at spille klaver og guitar.
Jeg har tusind idéer til bøger, og der er altid en ny bog på vej.